Et af de ord jeg har hørt mest i kirken er "vidnesbyrd". Det er jo min opgave som antropolog at forstå de ord jeg hører, sådan rigtigt forstå. Jeg er priviligeret idet jeg jo taler dansk, og som sådan ikke har noget problem med at forstå ordene. Men antropologisk forståelse er mere end det, uanset hvad ordborgen siger er det de mennesker jeg undersøgers forståelse og brug af ordet , som jeg vil finde frem til.
Jeg har lyttet til medlemmer ,når de bliver bedt om at "bære deres vidnesbyrd". Jeg har også hørt mange tale om hvorvidt de havde et "stærkt vidnesbyrd", og om børn som langsomt "opbyggede deres vidnesbyrd". Men jeg har langt fra forstået helt hvad det drejer sig om. Det virker til at et vidnesbyrd er noget man har, det kan have forskellige grader af styrke og det er nødvendigt at have et vidnesbyrd for at være i kirken. Det kan lyde lidt som en pakke man får, eller arbejder sig til, og derefter kan fortælle om/dele med andre. Men jeg har også hørt nogen tale om vidnesbyrd, der kun drejede sig om én enkelt sag, og altså ikke var deres "Vidnesbyrd" som en overordnet ting.
- Hvad kan man have vidnesbyrd om?
- Er der et overordnet vidnesbyrd som man har - og hvad drejer det sig om?
- Hvad hvis man ikke har et vidnesbyrd? (dette spørgsmål er nok sværest for mig at forstå fordi jeg endnu ikke forstår selve "vidnesbyrd begrebet", så jeg må hellere tage det lidt langsommere for min egen skyld.)
Jeg håber at I vil fortælle lidt om vidnesbyrd generelt og jeres eget i kommentarerne nedenunder. Senere kan jeg sammenfatte dem til et nyt indlæg og fortælle hvad jeg tror jeg har lært. Og forresten - vær sød at rette mig, hvis der er noget jeg har misforstået, jeg er her for at lære, tak :-)
Jeg har lyttet til medlemmer ,når de bliver bedt om at "bære deres vidnesbyrd". Jeg har også hørt mange tale om hvorvidt de havde et "stærkt vidnesbyrd", og om børn som langsomt "opbyggede deres vidnesbyrd". Men jeg har langt fra forstået helt hvad det drejer sig om. Det virker til at et vidnesbyrd er noget man har, det kan have forskellige grader af styrke og det er nødvendigt at have et vidnesbyrd for at være i kirken. Det kan lyde lidt som en pakke man får, eller arbejder sig til, og derefter kan fortælle om/dele med andre. Men jeg har også hørt nogen tale om vidnesbyrd, der kun drejede sig om én enkelt sag, og altså ikke var deres "Vidnesbyrd" som en overordnet ting.
- Hvad kan man have vidnesbyrd om?
- Er der et overordnet vidnesbyrd som man har - og hvad drejer det sig om?
- Hvad hvis man ikke har et vidnesbyrd? (dette spørgsmål er nok sværest for mig at forstå fordi jeg endnu ikke forstår selve "vidnesbyrd begrebet", så jeg må hellere tage det lidt langsommere for min egen skyld.)
Jeg håber at I vil fortælle lidt om vidnesbyrd generelt og jeres eget i kommentarerne nedenunder. Senere kan jeg sammenfatte dem til et nyt indlæg og fortælle hvad jeg tror jeg har lært. Og forresten - vær sød at rette mig, hvis der er noget jeg har misforstået, jeg er her for at lære, tak :-)
Et vidnesbyrd vil sige at have en viden/overbevisning om, at noget er sandt. Når man ved/tror, at noget er sandt, kan man dele det med andre og påvirke/opbygge deres vidnesbyrd. Det er nok en af hovedårsagerne til, at man deler det så meget med hinanden i kirken - for at støtte og opbygge hinanden i troen.
SvarSletEt vidnesbyrd opnås typisk ved at afprøve et princip og opleve, at det virker, eller også opnås det gennem en åbenbaring (en god og overbevisende følelse) om, at noget er sandt.
Grunden til, at man taler om et 'overordnet vidnesbyrd' er, at man - for overhovedet at være i kirken - må være overbevist om, at (1) Gud eksisterer, (2) hans søn er Jesus Kristus, og (3) Joseph Smith var en Guds profet. Det er disse 'kendsgerninger', som hele kirkens fundament hviler på. Hvis man ikke har et vidnesbyrd om dette, har man i virkeligheden ikke en overbevisning om, at kirken er sand, og hvorfor er man der så?
Man kan herudover få vidnebyrd om alle mulige andre ting, som kun bidrager til det allerede eksisterende vidnesbyrd. Det kan være om bønnens kraft, nadverens betydning osv.
Hvis man ikke har et vidnesbyrd, vil der formentlig være noget andet, der trækker, siden man kommer i kirken. Måske er det en god følelse af stedet og menneskene, eller også er det bare nysgerrighed. Målet er dog altid at opnå vidnesbyrdet, så man kan opleve en dybere mening med at være i kirken og med livet generelt. Derefter er målet hele tiden at få styrket sit vidnesbyrd: altså få bekræftet det igen og igen og gerne inden for flere områder af kirkens principper, så det bliver nemmere at følge, og meningen bliver dybere.
For mig kan man have et vidnesbyrd om alt. Hvis man har en sikker viden, og man udtaler sig om den viden, står man som et vidne for den pågældende sag. Som Fx. hvis man siger at det gøre ondt at stikke sin finger ind i en stikkontakt og man ikke selv har prøvet er det jo en løgn, men hvis man har prøvet det kan man stå som et vidne for andre og sige at det rent faktisk gør ondt at stikke sin finger ind i en stikkontakt. På samme måde bruger vi det i kirken. Vi fortæller om en åndelig oplevelse som vi har været udsat for og i forhold til hvilken oplevelse det er, opfordre eller advare vi mod den.
SvarSletVidnesbyrd er noget meget personligt og det er forskelligt fra person til person. Flere personer kan godt have et vidnesbyrd om det samme emne, men ud fra de vidnesbyrd jeg har hørt er opnåelsen næsten aldrig den samme.
Hvis man ikke har et vidnesbyrd er der det som kaldes tro. Tro kan være en 'Næsten fuldkommen viden' eller det kan være noget så basalt som et ønske om den viden. Vidnesbyrd er en process som kan tag nogle et par minutter eller nogle få måneder og andre tilfælde flere år, men det afhænger meget af den individuelles engageman i evangeliet og hvor meget de tror/ønsker at få et.
aha, nu forstod jeg lidt bedre. Så tro har man før at man får et vidnesbyrd? På den måde er tro vel ikke så stærkt som et vidnesbyrd?
SletEfter min forståelse ja.
SletEt vidnesbyrd er en svær størrelse at definere præcist, hvis der hermed menes det individuelle vidnesbyrd.
SvarSletKirkens egen litteratur definerer det overordnede begreb fint:
"Kundskab og åndelig vished, som gives af Helligånden. Et vidnesbyrd kan også være en officiel erklæring om, hvad et menneske opfatter som værende sandt".
Og så langt så godt. Et vidnesbyrd handler om hvad vi som personer kan bære vidne om, altså hvad vi har været vidne til, såvel fysisk som åndeligt. Men af samme årsag er det også lidt på usikker grund at tale om hvornår det er ”sikker viden”, idet vi jo individuelt bevidst og ubevidst definerer kausalitet og sammenhænge i vores fortolkning af den specifikke oplevelse.
Men uden at blive alt for videnskabsteoretisk, så bliver spørgsmålet måske ikke så meget om ”sikker viden” i modsætning til ”løgn”, men snarere om hvad den enkelte har oplevet som sandt. Med andre ord, hvad ”ved” jeg? Hvad har jeg kundskab om?
Alternativt roder vi os ud i et definitionsspørgsmål om sandhed som grækerne kæmpede med og Descartes m.fl. har genovervejet og bidraget til gennem de sidste tusinder af år, dog uden at kunne komme med andet, end et nyt bud eller en ny teori, som den enkelte kan være enig eller uenig i.
Tro er tillid, og ikke viden. Men den tillid jeg har til Gud, kan være lige så stærk eller stærkere end noget jeg har oplevet som værende ”sandt”. I skrifterne kan vi også læse om nådegaver, og en af dem er tro. Jeg kan godt have en udødelig tro, uden nogensinde at have set eller hørt noget der mest sandsynligt er et direkte svar fra Gud.
Deri ligger også årsagen til at dem der bliver omvendt på grund af et vidnesbyrd, ofte falder fra kirken igen, fordi de mangler tro. Hvis jeg ”beviser” at kirken er sand, kan jeg godt give dig et vidnesbyrd om kirken, men det rokker ikke nødvendigvis en tøddel ved din tro. Første gang der så er en der ”beviser” at kirken ikke er sand, så glemmes vidnesbyrdet, og i værste tilfælde efterrationaliserer hjernen gevaldigt meget for at bibeholde illusionen om sin egen integritet. ”Jamen han gik sikkert ikke på vandet alligevel, der var nok noget under overfladen”. Her er tegnefilmen ”Prinsen af Egypten” meget god til at illustrere at mange ”beviser” ikke ændrer hjerter, da hjernen og sanserne kan narres. Hvad er et mirakel, og hvad er tryllekunst?
Derfor er vidnesbyrd i min optik en super ting, men det står ikke godt alene.
Mange gange taler vi om, at en person kan have et meget stærkt vidnesbyrd, og i den situation er det ofte synonymt med vedkommendes tro. Det er der paradoksalt nok heller ikke noget forkert i.
For hver oplevelse der bekræfter min tro, får jeg et vidnesbyrd, som igen kan styrke min tillid til Gud. Når jeg hører ham tale til mig, når jeg oplever ham tale til andre, på måder der ikke umiddelbart kan forklares med andre argumenter, er det eksempelvis oplevelser der for mig både bekræfter hans eksistens og samtidig styrker min tillid til at han ikke bare er der, men elsker os, svarer os og hjælper os. Det styrker min tro. Derfor, jo stærkere vidnesbyrd jeg har, jo stærkere bliver min tro også.
Del 1/2
Fortsat fra forrige indlæg.
SvarSletJeg er evig taknemmelig for at have fået troens gave. For mig var det en gave. En jeg har udviklet på, men dog en gave. Jeg kan intellektuelt ikke forklare alt, og støder ofte på spørgsmål der ville sende mig ud af kirkens rækkevidde, hvis ikke jeg havde tro. Men troen gør noget fundamentalt ved mit livssyn, ved min verdensopfattelse. Jeg har tillid ikke kun til Gud, men til at han både åndelig, mentalt, psykisk og fysisk er den eneste vej sikre vej til lykke, til evig lykke.
Kortsigtet oplevelse af glæde findes i uendeligt mange afskygninger, men sand evig lykke finder jeg kun hos ham, og igennem forståelse og efterlevelse af evangeliet.
Det har jeg en ukrænkelig tillid til. På grund af netop denne tillid, på grund af netop denne tro, søger min hjerne både bevidst og ubevidst at finde løsninger og lykke, i alt hvad jeg oplever. Når jeg gennemgår smerte og prøvelser ved jeg at sådan må det være, der må og skal nødvendigvis være modsætninger i alle ting (Nephi 2:11 http://www.lds.org/scriptures/bofm/2-ne/2?lang=eng).
Jeg kan ikke opleve dybden af glæde, hvis ikke jeg kender til sorg. Jeg kan som de fleste ikke lære ret meget når jeg er i komfortzonen, men udvikler mig oftest mest når jeg konfronteres med ubehag og derfor villigt søger løsninger, forståelse og handlinger der kan fjerne ubehaget, såvel nu som på sigt.
Med andre ord er min tro både mit fundament og mit drivmiddel for at udvikle mig og for at forstå meningen med livet og hvordan jeg opnår lykke i denne verden og den næste.
Mine bud på de konkrete spørgsmål.
- Jeg kan have et vidnesbyrd om alt fra sandheden og effekten af kyskhedsloven, til at jeg ikke kan gå igennem muren.
- Det der i min opfattelse oftest henvises til når vi i kirken taler om at have et vidnesbyrd, det er om at Gud lever, at hans søn Jesus levede på jorden, døde og genopstod for vores skyld, at Mormons bog er sand, og at Joseph Smith var Guds profet. Det er sådan, the basics. Uden en tro på disse ting kan du ikke være medlem af kirken. Det kan du godt uden et vidnesbyrd om tingene, men så giver det mest mening at søge disse vidnesbyrd.
- Hvis ikke du har et vidnesbyrd kan du stadig godt have tro, eller som andre har nævnt, er selv et ønske om at tro tilstrækkeligt til at begynde med. At tro kan som så mange andre gode ting, næres vedholdende indtil det rodfæster sig. Der cirkulerer en historie blandt andet på facebook om et ægtepar der er gledet fra hinanden, som ganske fint illustrerer hvordan kærlighed kan vokse selv på steder der synes golde. (http://www.livelifehappy.com/30-days-of-carrying-my-wife/)
Hvis vi oprigtigt ønsker at tro, så kommer både tro og vidnesbyrd, hvis det halter med oprigtigheden, så er det muligt at vidnesbyrdet kommer for en stund, men bliver troen formentligt aldrig til noget. Se evt. lignelsen om sædemanden.
Jeg håber dette alt for lange indlæg giver mening og kan bruges. Hvis der er noget jeg ikke har skrevet tydeligt nok så sig endelig til. :)
Del 2/2
tusind tak for din gode forklaring! Jeg bliver klogere for hvert indlæg :-)
SletHvad er et vidnesbyrd?
SvarSletEt vidnesbyrd starter med tro. Grundlaget for et vidnesbyrd er kundskaben om, at vor himmelske fader lever og at han elsker os; at Jesus Kristus lever og, at han er Guds søn samt, at han lod sig korsfæste for vores skyld; at Joseph Smith er en sand Guds profet, som var udvalgt af Gud til at gengive evangeliet til os her på jorden; og at vi i dag ledes af en nulevende profet.
Med et sådant grundlag vokser vores vidnesbyrd til at omfatte mere, f.eks. andre af evangeliets principper.
Hvordan får jeg et vidnesbyrd ?
For at få et sådant vidnesbyrd må man begynde med et retfærdigt OG oprigtigt ønske om at vide, at dette er sandt. - Hvis vi har dette retfærdige og oprigtige ønske, vil vor himmelse fader velsigne os i overensstemmelse med vores ønske om at kende sandheden.
Men hvordan ved vi så, at vi har modtaget et vidnesbyrd?
Vidnesbyrd kommer til os gennem Helligånden. Helligånden påvirker os på forskellige måder; dog er der mange som føler en dejlig fred og ro og en behagelig "brænden" i brystet, andre begynder at græde (af glæde, ro) og nogle begynder at grine. Resultaterne af et vidnesbyrd kan også være mirakuløse og livsforandrende oplevelser; dette sker dog sjældent og ofte vil vi opleve Helligånden som beskrevet først.
Nu har jeg et vidnesbyrd, og hvad så?
Når vi har opnået et vidnesbyrd, har vi pligt til at nære det gennem hele vores liv; for ingen modtager et fuldt og helt vidnesbyrd på én gang. Vores vidnesbyrd vil vokse stille og roligt, trin for trin, igennem de erfaringer vi gør os her på jorden. Det kan f.eks. vokse når vi tjener i kirken (altså at vi har en opgave, som vi passer i kirken), men vi oplever især også ofte, at vores vidnesbyrd vokser når vi træffer beslutninger om at holde befalingerne. Vores vidnesbyrd vokser f.eks også når vi beder, faster, studere i skrifterne, deltager i kirkens møder eller lytter til andres vidnesbyrd.
Vores vidnesbyrd behøver ikke at være lange og imponerende eller overgå nogle andres vidnesbyrd. Det vigtigste og det som vi selv vil få mest ud af, er at vores vidnesbyrd kommer oprigtigt og direkte fra vores hjerte.