Noget af det jeg syntes der er mest interessant ved LDS, er den ensartethed der tilsyneladende præger den. Som jeg har forstået det er der uanset om det er Uganda, Toga, Danmark eller USA samme måde der holdes nadvermøder på, døbes, de samme tekster der læses og stort set de salmer der synges. Er det rigtigt forstået?
Fra et antropologisk synspunkt er det meget spændende at kirkens praksis ikke virker til at være påvirket af de kulturer der omgiver den. Men hvad med medlemmerne? Der er selvfølgelig forskel på skolesystemer, politiske systemer og klimaer, og mennesker rundes jo ikke af religion alene. Men her kommer vi ind i et spørgsmål om identitet. Min vejleder under min forberedelse til feltarbejdet bad mig om at tænke over hvordan den religiøse identitet stillede sig i forhold til andre identiteter, som fx den nationale identitet, som er den man har i kraft af opvækst, bosættelse og tilknytningsforhold.
- Føler du et særligt fællesskab med mormoner rundt omkring i verden? Kan du beskrive hvordan?
- Har du oplevet kirken i andre dele af verden? Hvordan oplevede du forskelle/ligheder?
- Har du oplevet kirken i andre dele af verden? Hvordan oplevede du forskelle/ligheder?
Hej Sandra
SvarSletJeg tager lige det første og bedste indlæg jeg så på din side. Det med uniformeringen af kriken, altså, at man har en ekstrem høj grad af ensartethed. Det har jeg selv lige fået bekræftet, idet vi i sommer var i kirke i San Remo. Det var jo næsten som at være i min egen menighed, og det var i øvrigt det samme, da vi var i USA, der var menighederne bare større.
Jeg tror der er to to grunde til at det forholder sig sådan.
1) Kirken er en meget hierarkisk organisation, hvor retningslinjer udstikkes fra kirkens hovedkontor, og kirkens embedsmænd og præstedømmeledere tilser, at disse efterleves.Men dette princip smitter også af på ressourcetildelingerne i kirken, hvor materialer og lignende finansieres af en central fond, og ikke decentralt, som jo var tilfældet tidligere i kirkens historie. Dengang kunne der godt være mere forskel fra menighed til menighed.
Men som skrevet, er råderummet for de lokale ledere snævre mht. form og rammer.
2) Missionærprogrammet, altså udveksling af unge missionærer landende imellem har en utrolig uniformerende effekt. Tag nu eksempelvis åbningen af Øst-Europa. De allerførste medlemmer i disse lande mødt først og fremmest missionærerne, som jo kender konceptet omkring hvordan man laver et nadvermøde m.m. hjemmefra. Derfor var der en opdragende effekt ved missionærerne.
Samtidig med denne meget stærke interne kultur ift. form og rammer, så er der jo samtidig princippet om personlig åbenbaring, altså at en biskop rent faktisk kan få inspiration på vegne af hans menighed. Det taler så lidt imod topstyringen, men så alligevel ikke. For dette princip går mere på arbejdet med det enkelte menneske, altså omsorgen, troen og lignende.
Hvorvidt det er godt eller skidt med den ensartethed? Tjaa... Jeg kan i hvert tilfælde konstatere, at det ikke er noget der optager mig særligt meget, så det tyder vel på, at det ikke generer mig. Men nogen gange tager det oerhånd, og så bliver jeg irriteret og synes det er latterligt. Eksempelvis, at hvide skjorter er blevet ophævet til noget nær en uniform i kirken, eller at der er en politik om, hvorvidt der må hænge julepynt på jultræerne i kirkerne! I praksis betyder det ikke så meget, for jeg har haft og har fortsat grenspræsidenter som har nedtonet sådanne ting i deres virke. Men havde jeg fået en firkantet grenspræsident, så havde jeg helt sikkert være provokeret af det.
Omvendt giver samhørigheden også et meget stærkt fællesskab interne i kirken. Man slapper af i kirkens selskab og forstår hinanden umiddelbart. Det skyldes helt sikkert først og fremmest ensartetheden i kirken.
Virkelig spændende at du selv har oplevet det, så var min mistanke da begrundet. Jeg begyndte på et indlæg om netop hierarkiet før din kommentar, og det udgiver jeg om lidt.
SletHej Sandra :)
SvarSletJeg vil bare sige at jeg er utrolig taknemlig for at kirken er den samme over alt i verden, det er dejligt at tænke på at der er andre over hele verden der tror på det samme som mig, og som har de samme standarder. Det er også rigtig dejligt, som Mikkel siger, at uanset hvor man er henne i verden er der, stort set, altid en kirke man kan komme i, og selvom man ikke kender hinanden, har man kirken og evangeliet tilfælles :)
Hej Laura! Har du også prøvet at være i kirke andre steder i verden?
SletJeg har været i kirke mange flere steder i verden - bl.a. Sverige, Tyskland, Tjekkiet, USA og selvfølgelig flere steder i Danmark. Jeg synes faktisk ikke er der er meget mere forskel fra forskellige menigheder her i DK til andre menigheder i udlandet - bortset fra sproget, selvfølgelig. Møderne, salmerne og procedurer er de samme, med den afvigelse det enkelte menneske naturligt bidrager med. Nogle er mere vittige end andre, nogle mere alvorligt anlagte, nogle pianister spiller hurtigere end andre osv. Når jeg kommer rundt til forskellige menigheder ved jeg, at vi tror på det samme - dette skyldes den topstyring, som Mikkel også nævner. Vi bruger de samme skrifter, de samme håndbøger for praktiske og religiøse procedurer osv. Dog kan der jo være forskel på hvor langt man i forskellige menigheder er med at praktisere forskellige ting. Jeg mener her ting som man kan lægge mærke til ved første øjekast: er der billeder på væggene (det er fint at have det men ikke alle kirkebygninger har det. Nogle er måske igang med at købe billeder ind og derfor kan der endnu se lidt tomt ud) eller der er meget fokus på musik i kirken, men er der et medlem som kan spille et instument og dermed akkompagnere salmerne eller klarer man sig med cd eller synger a capella? Jeg nævnte før håndbøger, som ind i mellem bliver skiftet ud. Men har alle fået den læst og forstået sådan at forandringer kommer i spil og bliver til gavn for medlemmerne? Den slags kan jo godt tage mere tid for nogle end for andre.
SvarSletJeg kan komme med et par eksempler på at man, i modsætning til det vi tror på; doktrinen, om man vil, ikke går ind for total ensretning på bekostning af landes kulturer og traditioner.
1: De fleste af salmerne vi synger er ens over hele verden, bare oversat til forskellige sprog. Dog kan der sagtens være salmer som er skrevet af det pågældende lands indbyggere - både nulevende medlemmer eller "gamle travere" som f.eks. Grundtvig eller Ingemann. Så længe budskaber i salmerne stemmer overens med evangeliet er der ikke noget til hinder for det.
2: Det er helt i orden at markere lokale mærkedage med en ikke-religiøs festliggørelse. F.eks. har jeg hele min barndom været til "juletræ" i kirken, f.eks. en lørdag, hvor vi dansede om juletræet, sang "bro, bro brille" og fik godteposer af julemanden. Ikke meget anderledes end i den lokale gymnastikforening eller skole. Fastelavn eller Skt. Hans har også været en tilbagevendende begivenhed. Disse er blevet fejret fuldstændig traditionelt. I USA har jeg oplevet at man til et skuespil (igen, ikke religiøst, men bare sjov og ballade) el. lign. har indledt med at synge nationalsangen. Der føler jeg mig slet ikke hjemme fordi det ikke har noget med evangeliet at gøre, men er en amerikansk tradition. Men mon ikke også en amerikaner føler sig meget langt hjemmefra når vi slår katten af tønden?!
3: Når man indvier et nyt tempel et sted i verden planlægger de lokale som oftest en festligholdelse dagen før. Det kan være en danseopvisning, et skuespil, en koncert eller lign. Dette er i høj grad præget af det enkelte lands kultur i valg indhold, musik og kostumer.
Min konklusion må være: evangeliet er og bør være det samme alle vegne og kirken - altså organisationen omkring evangeliet - tilstræbes at være det og er det også i det store og hele, dog med plads til kulturelle forskelle.
Når man er en minoritet, er det enormt bekræftende, at møde op i Kirken i andre lande. Med den livlige udveksling af missionærer oplever man også som regel, at man kender en, der kender en, man har haft i sin menighed som missionær... Det gør, at man føler sig som en del af noget kæmpestort, hvor man virkelig også selv betyder noget!
SvarSletSom biskop i en helt almindelig dansk menighed kan jeg godt garantere, at der bliver diskuteret livligt for at sortere kultur fra lærdomme. Vi er bundloyale, derom skal der ikke herske tvivl. Alligevel er der plads til, at man kan diskutere og komme med forslag helt uden filter. Jeg vil ikke afvise, at der kan være tiltag ind i mellem, som har en klar undertone af kirke"kultur", som den kan findes i Utah. Den slags prøver vi at fortolke på en dansk måde uden at gå imod ånden i bulletinen.
I virkeligheden er der mange, som oplever, at den Utah-mormonske kirkekultur ikke giver mening i en dansk kontekst. I Utah er op mod 80% af Kirkens medlemmer republikanere. Det Republikanske Parti er nærmest ophøjet til en forlængelse af Kirken i nogles øjne. Den vinkel kan det godt være svært at genkende i Danmark, selv om der da er nogle, som kører linen helt ud.