Flere teorier om forfølgelser af de tidlige kristne går på at de blev mistænkt for at overtræde det universelle tabu omkring incest. De kristne omtalte hinanden som "brødre" og "søstre" på trods af at de indgik ægteskaber med hinanden.
I kirken oplever jeg også medlemmer omtale hinanden som brødre og søstre. Jeg ved at der er tale om et åndeligt slægtskab, da alle er sønner og døtre af Gud. Men hvordan forholder kirken sig til dette tabu omkring incest? Jeg mener ikke i rent juridisk forstand mellem biologiske familiemedlemmer. Men jeg finder emnet interessant, da der netop er denne fokus på den åndelige familie, og alle som sønner og døtre af Gud.
Jeg ved ikke om det er for kryptisk at forklare min undren her, og jeg ønsker virkelig ikek at støde nogen, men fra et antropologisk synspunkt er disse familieforhold meget interessante. De er todelte på en måde - fysisk og åndeligt. Vi er allesammen familie før det fysiske liv, men her på jorden finder vi sammen i nye konstellationer og danner biologiske bånd, herefter bliver vi igen til ånd, men disse bånd - omend ikke så "biologiske" mere, fortsætter i evigheden bagefter.
Kan det være at denne ånd-fysik-ånd transformation ophæver det universelle tabu - at dette tabu kun eksisterer som et biologisk begreb?
Jeg håber at nogen forstår min lidt rodede forvirring, når man læser diverse teorier kan man tit blive rundtosset.
Selvom vi alle er åndelige søskende i kraft af at vi alle er åndelige børn af vor himmelske fader, så er det den biologiske familie der har prioritet i vores hverdag og sociale færden, og for den sags skyld også i livet efter den jordiske tilværelse.
SvarSletSåvel doktrinært som socialt anser kirken familien (den biologiske) for den vigtigste enhed i vores samfund.
Hvis jeg skal prioritere relationer og pligter mm, så er rækkefølgen:
1. Mit forhold til Gud
2. Mit forhold til min hustru og børn, og herunder også at forsørge dem gennem et ærligt arbejde.
3. Mine pligter og kaldelser i kirken
4. Mit samfundsmæssige sociale ansvar.
Uden min relation til Gud og efterlevelse af buddene mangler grundlaget for såvel min egen lykke og frelse som min families.
Uden en tempelbeseglet hustru er der ingen celestial herlighed, ergo er der nok frelse, men ingen ophøjelse for mig selv. Derfor er der heller ikke meget mening i at svigte familien til fordel for en stilling som biskop eller lignende, og samme med det samfundsmæssige ansvar.
Mit vigtigste ansvar som borger, er stadig at opbygge en sund familie.
De beseglinger som bliver indgået ved et tempelægteskab, er en af de ting som adskiller Jesu Kristi Kirke fra så mange andre. Ægtefæller bliver beseglet til hinanden, og børn af beseglede forældre bliver ”født i pagten” og vil automatisk være beseglede til sine forældre. De beseglinger varer evigt, og de ”biologiske” bånd bliver dermed også de åndelige bånd for livet efter.
Læs eventuelt ”Familieproklamationen”. http://www.mormon.dk/?id=7&mod=artikel
I denne proklamation bliver der også meget klart givet udtryk for at enhver der misbruger sine familiemedlemmer, ægtefælle såvel som børn, en dag vil blive stillet til regnskab for Gud.
Der er intet i den formulering, eller i min opfattelse af hvad der socialt bliver snakket om og accepteret, som i nogen form tillader eller ser med mildhed på en seksuel krænkelse af et barn. Nogensinde.
Jeg skal ikke garantere at der ikke har været medlemmer gennem tiden i USA som har gjort noget dumt, men jeg har INTET billede af at den slags er eller har været acceptabelt på nogen måde herhjemme.
Svarede jeg på det du spurgte om? :)
Tak for svaret
SvarSletJeg er ikke helt sikker på at jeg har udtrykt mig helt klart, og det beklager jeg. Jeg må understrege at jeg på ingen måde mener at kirkens syn på familien legitimerer incest, overgreb på børn eller lignende. Min undren omkring incesttabuet ligger udelukkende i det paradoksale at alle er brødre og søstre (måske kan man sige "åndeligt"), mens man stadig bliver gift med hinanden. Jeg finder det blot interessant at dette egentlig "omgår" incesttabuet - igen KUN åndeligt og ikke biologisk/juridisk/fysisk. Men måske er dette incesttabu slet ikke et spørgsmål eller et problem, når der er tale om rent åndelig slægt.
Ok, men hvis det er den vinkel, så tror jeg relativt nemt jeg kan afklare den del.
SvarSletUanfægtet hvor meget troende eller ateist man er, så er det svært at komme uden om det faktum at langt de fleste af os jo er børn af de samme biologiske forfædre. Hvis man er kristen, er ALLE jo børn af Adam og Eva.
At vi kalder hinanden for "Broder Paulsen" og "Søster Rosenberg" har også en praksisanvendelse der nærmere rummer konnotationen "Hr.Poulsen" og "Frk. Rosenberg", og alt andet lige er blottet for betydningen af en biologisk nær familierelation.
Ja den var lidt svær at forstå (o:
SvarSletMen jeg tror det er de færreste troende der laver den kobling du spørger til Sandra, og langt de fleste vil finde tanken om incest/blodskam (jeg tror det hedder blodskam og ikke incest det du hentyder til), i samfundet lige så forkert og frastødende som andre i samfundet finder det, selvom vi så tror at vi alle er sønner og døtre af Gud. Jeg ser logikken i dit spørgsmål men min hjerne har ikke lavet linket (o:
Tak for jeres svar. Godt vi fik afklaret det :-) ja du har ret - incest er i daglig sprog blevet til overgreb mod børn (af familie). Grunden til jeg overhovedet kom til at tænke på det, er nok at der er grundlæggende store antropologiske teorier som siger forskellige ting omkring det, bl.a. udvekslingsteori, som har udgangspunkt i udvekslingen af "kvinder" for at undgå at overtræde det tabu det er at måtte gifte søskende. Som sagt - meget teoretisk, nu også gammeldags og forældet, men jeg fandt det bare interessant også ifht tidlig kristendomsforfølgelse, og undrede mig over om der måske var et eller andet teologisk svar på det. Men som Harbo skriver - vi er jo alle i familie et eller andet sted "langt" ude.
Slet