EN ANTROPOLOGS BEKENDELSER - GOING NATIVE

”Er du så blevet mormon?”

Her kommer et indlæg med en smule mere personlig karakter end de andre, og som måske handler mindre om LDS end om mig og det at være antropolog på feltarbejde. Med denne lille indledende advarsel kan folk, der ikke finder det relevant jo hoppe videre til næste indlæg nu.

Jeg har nævnt andre steder at feltarbejde er som et overgangsritual for antropologer. Det er her at vi i en lang periode udvikler os fra universitetsstuderende med næsen i bøger til at blive fuldblods-felt-antropologer, som har sat vores egen verden til side for en stund og ladt os opsluge af en selvvalgt felt. De gamle antropologer havde flere år til at tage til fjerne egne og bo i en jungle hos ukendte stammer. De levede med de folk de studerede, spiste deres mad, lærte deres sprog og gennemgik deres ritualer.  De gik kort sagt ”native”, de åndede og levede det de studerede og kom hjem og udgav lange monografier om alt de havde set og hørt.  

Men hvad med os som kun har få måneder til at opleve en kultur? Mange af jer jeg har mødt i kirken, syntes at det er langt tid at jeg har til mit projekt. Men det er i virkeligheden utrolig kort tid til at lære om mennesker og deres kultur. Jeg skal selvfølgelig ikke skrive en lang monografi, og må jo fokusere på et enkelt område, men for at forstå delene må man også kunne se helheden.

Jeg lever i det samme land som jer, og spiser nok nogenlunde den samme mad. Vi taler samme sprog og har en masse fælles referencer til verden udenom.  Men er jeg så gået ”native”?  For et par dage siden havde jeg besøg af en god ven, som også er antropolog. Han har været min private mentor gennem hele mit studie, og jeg lytter meget efter hvad han siger. Han stillede spørgsmålet: ”Er du så blevet mormon?”. Det er et spørgsmål jeg får tit, mest ment i sjov, måske med en smule frygt i stemmen (hvilket jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg) fra venner og familie. Men min ven mente det på en helt anden måde – hvis jeg var på feltarbejde måtte jeg jo ”gå ind i det”, ”leve det”. Han kaldte mit feltarbejde ”deltidsfeltarbejde” og havde medlidenhed med mig. Nej, jeg er ikke blevet mormon, for jeg deler ikke den samme religiøse overbevisning, og jeg vil selvfølgelig aldrig lyve over for mig selv eller jer. Men hans opråb gav mening; jeg er ikke antropolog nok! Religion er ikke et 9-16 arbejde, hvor man lader de hellige skrifter ligge i kirken og går hjem og glemmer alt om bud og leveregler. Men religion er heller ikke noget man kan forvente at leve og forstå med det samme. Det er ikke et spørgsmål om at spise den samme mad, men hvad er det så? Jeg prøver rent intellektuelt hver eneste dag - fuld tid - at forstå ord, teologi og regler. Men verdenssynet - den indre opfattelse af alting er kun noget som jeg kan stræbe efter at forstå. 

Hvad ville du fortælle mig at jeg skulle gøre for at forstå en mormon? Har du fx en top fem over ting du gør hver dag, som jeg kunne gøre? Ja det er meget lavpraktisk det her, men måske det kan hjælpe :-)