Er religion tabu i Danmark?
Jeg læste engang at danskere
hellere ville tale om deres sexliv, end om deres tro. Jeg tror ikke at det er
helt skudt ved siden af for de flestes vedkommende. At blive spurgt om hvad man
tror på, spurgt om ens forhold til Kristus og lignende spørgsmål, er for mange
dybt intimt og meget svære spørgsmål at svare på. Selvom firs procent af
danskerne er medlem af folkekirken er det langt fra alle som gør sig de store
teologiske overvejelser, og det er en kendsgerning at den klassiske
protestantiske doktrin ofte bliver krydret med tro på reinkarnation og Gud som
en allestedsnærværende kraft inspireret af New Age tanker. De fleste har dog
nok en tro, når det kommer til stykket, men at formulere klare svar på konkrete
spørgsmål om Gud og Jesus er for mange en stor udfordring.
Jeg er selvfølgelig blevet spurgt
om min tro af medlemmer og missionærer fra kirken, men også før mit møde med
kirken har jeg vænnet mig til spørgsmålene. Når jeg møder nye folk og fortæller
dem at jeg har studeret religion drejer et af de første spørgsmål sig ofte om
min tro. Men pudsigt nok er det mest til fester, hvor fok har drukket sig mod
til, stemningen er afslappet og der er en smule ”udfordring” en reel interesse bag spørgsmålet. Jeg er
aldrig blevet spurgt om det til familiefester eller selskaber af mere formel
karakter. Det taler man ikke om!
Som jeg skrev i dette indlæg,
spørger folk jeg møder ofte om jeg er blevet mormon, og jeg kan spore en vis
frygt i deres stemme. Denne frygt har jeg mødt flere gange før, fordi jeg
gennem mit studie har tilbragt tid i flere forskellige trossamfund. Frygten var
især stor hos mine bedsteforældre som kommer fra arbejderbaggrund, her er
religion lig hjernevask og anses ganske enkelt for farlig. Jeg ville ønske jeg
havde nået at snakke mere med dem om den frygt, før de døde for nogle år siden,
men desværre har jeg kun mine egne teorier tilbage.
Hvordan oplever du at folk
reagerer når du spørger dem om deres religion?
Hvordan oplever du at folk uden for
kirken spørger ind til din tro?
Det er min erfaring, at det er meget tabu at tale religion. Det sagt, så ophører tabuet, når en af de konverserende personer åbner op.
SvarSletJeg tjente mission i Danmark og var meget ked at det, da jeg modtog kaldelsen, for "Danskere taler ikke om religion", men jeg oplevede, at når jeg kom og åbent bekendtgjorde min tro, så var folk villige til at tale om det. Det gør nok også en forskel, at det er en fremmed, hvor der ikke er nogen fare for, at de vil blive hængt op på det senere.
I min hverdag omtaler jeg kirken, som andre omtaler idrætsforeningen "Jeg kender en i kirken som ....." og når folk har hørt det tilstrækkeligt mange gange, så får jeg ofte spørgsmål på et tidspunkt, hvor man er på 2 mands hånd. Og så fortæller jeg bare løs. På den måde er det deres initiativ, og jeg træder ikke nogen over tæerne.
Jeg begynder aldrig en doktrinær samtale uden at der har været noget forudgående, som retfærdiggører det. Fx starter jeg aldrig med "Nu skal du høre en fedt skriftssted, som jeg læste i morges", men hvis man taler om barnedåb, konfirmation eller ægteskab, så kan jeg godt komme med min overbevisning. Hvis det falder naturligt i samtalen, så holder jeg mig ikke tilbage.