15 september 2012

DET TALER MAN IKKE OM!


Er religion tabu i Danmark?


Jeg læste engang at danskere hellere ville tale om deres sexliv, end om deres tro. Jeg tror ikke at det er helt skudt ved siden af for de flestes vedkommende. At blive spurgt om hvad man tror på, spurgt om ens forhold til Kristus og lignende spørgsmål, er for mange dybt intimt og meget svære spørgsmål at svare på. Selvom firs procent af danskerne er medlem af folkekirken er det langt fra alle som gør sig de store teologiske overvejelser, og det er en kendsgerning at den klassiske protestantiske doktrin ofte bliver krydret med tro på reinkarnation og Gud som en allestedsnærværende kraft inspireret af New Age tanker. De fleste har dog nok en tro, når det kommer til stykket, men at formulere klare svar på konkrete spørgsmål om Gud og Jesus er for mange en stor udfordring.
Jeg er selvfølgelig blevet spurgt om min tro af medlemmer og missionærer fra kirken, men også før mit møde med kirken har jeg vænnet mig til spørgsmålene. Når jeg møder nye folk og fortæller dem at jeg har studeret religion drejer et af de første spørgsmål sig ofte om min tro. Men pudsigt nok er det mest til fester, hvor fok har drukket sig mod til, stemningen er afslappet og der er en smule ”udfordring”  en reel interesse bag spørgsmålet. Jeg er aldrig blevet spurgt om det til familiefester eller selskaber af mere formel karakter. Det taler man ikke om!
Som jeg skrev i dette indlæg, spørger folk jeg møder ofte om jeg er blevet mormon, og jeg kan spore en vis frygt i deres stemme. Denne frygt har jeg mødt flere gange før, fordi jeg gennem mit studie har tilbragt tid i flere forskellige trossamfund. Frygten var især stor hos mine bedsteforældre som kommer fra arbejderbaggrund, her er religion lig hjernevask og anses ganske enkelt for farlig. Jeg ville ønske jeg havde nået at snakke mere med dem om den frygt, før de døde for nogle år siden, men desværre har jeg kun mine egne teorier tilbage.

Hvordan oplever du at folk reagerer når du spørger dem om deres religion?

Hvordan oplever du at folk uden for kirken spørger ind til din tro?

1 kommentar:

  1. Det er min erfaring, at det er meget tabu at tale religion. Det sagt, så ophører tabuet, når en af de konverserende personer åbner op.

    Jeg tjente mission i Danmark og var meget ked at det, da jeg modtog kaldelsen, for "Danskere taler ikke om religion", men jeg oplevede, at når jeg kom og åbent bekendtgjorde min tro, så var folk villige til at tale om det. Det gør nok også en forskel, at det er en fremmed, hvor der ikke er nogen fare for, at de vil blive hængt op på det senere.

    I min hverdag omtaler jeg kirken, som andre omtaler idrætsforeningen "Jeg kender en i kirken som ....." og når folk har hørt det tilstrækkeligt mange gange, så får jeg ofte spørgsmål på et tidspunkt, hvor man er på 2 mands hånd. Og så fortæller jeg bare løs. På den måde er det deres initiativ, og jeg træder ikke nogen over tæerne.

    Jeg begynder aldrig en doktrinær samtale uden at der har været noget forudgående, som retfærdiggører det. Fx starter jeg aldrig med "Nu skal du høre en fedt skriftssted, som jeg læste i morges", men hvis man taler om barnedåb, konfirmation eller ægteskab, så kan jeg godt komme med min overbevisning. Hvis det falder naturligt i samtalen, så holder jeg mig ikke tilbage.

    SvarSlet

Det kræver en invitation og en gmail konto for at kunne kommentere. Men jeg håber meget at du vil skrive til mig på sandraboghlund@gmail.com, så sender jeg en invitation til dig! Oplys venligst dit fulde navn når du kommenterer, hvis du ønsker at være anonym må du meget gerne sende en mail med dit svar istedet, som så ikke vil blive offentliggjort her på siden.

Husk at trykke "Tilmeld dig via e-mail", så du får at vide, hvis der kommer svar på din kommentar.


Tak for din kommentar.

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.