Jeg hører og læser ofte at en af de ting som medlemmerne af LDS forventes at gøre, er at læse i skrifterne dagligt. Det er også noget som missionærerne opfordrer mig til at gøre.
Jeg hører folk sige at det styrker deres vidnesbyrd at læse i skrifterne, og at de finder svar på spørgsmål her.
Det er en af de centrale ting som jeg bliver nødt til at undersøge nærmere for at forstå bedre.
Feminisme? ifølge Den Danske Ordbog over det moderne sprog dækker en feminist over en som er tilhænger af "feminismen" og feminismen beskrives som:
"ideologi som fremhæver kvinders samfundsmæssige og individuelle betydning, og som kæmper for kvinders rettigheder og kønnenes ligestilling"
Men, når det er sagt er der jo altid en kamp om definitioner alligevel. Er man feminist når man smider bh-en og ryger pibe, når man ifører sig stilletter og snupper en chefstilling foran mændende, eller lader manden gå derhjemme og tage barselsorloven? Hvad er ligestilling og hvem definerer den?
På torsdag skal jeg mødes med missionærerne, som har lovet at de vil lære mig om præstedømmet. Det er et af de elementer, som jeg finder rigtig interessant ved religionen, så det glæder jeg mig til. Det er umuligt at sige "præstedømme" uden også at tale om kønsroller. Kirken er opbygget omkring et patriarkalsk hierarki, hvor mænd står i spidsen både strukturelt og spirituelt.Uanset om det er positivt, negativt eller neutralt har kvinder og mænd forskellige roller i kirken. Min opgave er at afdække rollerne, forstå hvorfor de er som de er, og se på hvordan det påvirker menneskene, der indtager disse roller. Ikke dømme for eller i mod. Jeg stiller spørgsmål som; "hvordan forhandles rollerne?", "Er de statiske eller sker der en forandring?"
Dette indlæg berører kvindens rolle ud fra et perspektiv der handler om feminisme.
Så tilbage til feminismen. Når jeg søger litteratur om mormoner dukker der en masse artikler op om det at være kvinde i kirken. Som jeg ser det, er der en tendens til, at bygge diskussioner om kvinderollen op omkring feminisme og ligestilling. Men problemet er, at ligestilling ikke altid er defineret. Diskussionen om kvinders ligestilling synes ofte at komme op, når der er tale om religiøst legitimeret "forskel". Kvinder i traditionelle religiøse fællesskaber definerer ofte deres roller ud fra netop de kriterier, som feministerne i slutningen af 60erne ville gøre op med; kvinden som mor og hustru, den hjemmegående, lydige kvinde der støtter sin mand i at være husets frontfigur.
Her i Danmark kan også nævnes debatten om tørklæde og burka, som fra nogle feministiske grupper kritiseres for at være kvindenedgørende, mens mange af de muslimske kvinder ser det som deres kvindelige ret, selv at vælge påklædning, især at vælge en religiøs påklædning som de finder passende (læs fx denne artikel).
Hvordan stiller LDS sig i denne sag? Og mere interessant - hvordan stiller medlemmerne sig?
Jeg er ikke faldet over nogen danske artikler eller blogs skrevet af mormoner om kvinders rolle. Men jeg er faldet over en del amerikanske blogs der påtager sig en feministisk synsvinkel, blandt andet Feminist Mormon Housewives, Wave, The Exponent og bloggen "Ask Mormon Girl" forfattet af Joanna Brooks, som har skrevet bogen "The Book of Mormon Girl". Her er det tydeligt at internettet også her har givet grupper som har været mindre synlige, en stor platform hvorfra de kan nå potentielt millioner af læsere. Det er også populært fra mediernes side at hive disse feministiske mormoner ind til interviews i forbindelse med diskussion af LDS og Mit Romney, som jo har sat stor fokus på mormoner i USA. Dette følgende klip er også et eksempel på mediernes interesse i mormoner i USA
(Joanna Brooks skriver om sin medvirken i klippet her)
Sociologen Beaman har interviewet kvinder i LDS og mener at de kan inddeles i tre grupper, når det kommer til diskussionen om kvindernes rolle: "Molly Mormons, Mormon Feminists og Moderates". En "Molly Mormon" følger de traditionelle mønstre sat fra kirkens side, de ser kønnene som forskellige med forskellige opgaver og roller. En "Mormon Feminist" har holdninger der skiller sig ud fra hovedstrømmen; de mener bl.a. at kvinder i kirken også burde kunne bære præstedømmet. En "Moderate" ser også på forskellighederne, men tolker dem ind i mere neutrale rammer end Molly Mormon gør det. Artiklen er sociologisk og kan godt lide disse kategorier og kasser, hvor vi som antropologer er lidt (meget) mere forsigtige med at putte folk ned i kasser, som for det meste hurtigt bliver meget snævre. Men som tankeeksperiment er kasserne sjove at se på; som vi har diskuteret i indlægget "Same Same but Different", er den teologiske og praktiske del af kirken udført ens over hele verden. Men forholder medlemmerne sig også ens? Hvis det er tilfældet burde Beamans kategorier af kvinder kunne findes alle steder, hvor der er kvindelige medlemmer af LDS. Men måske er det et amerikansk fænomen at definere sig som mormon-feminist eller Molly Mormon?
Jeg skal lige understrege, at jeg ikke har nogen dagsorden om at fremstille LDS som kvindeundertrykkende på nogen måde. Jeg håber blot med dette indlæg at have introduceret noget af det der i øjeblikket tales og skrives meget om, vedrørende kvinderollen hos mormoner. Jeg lægger det ud ganske åbent og håber at der vil komme en masse kommentarer på dette indlæg. Jeg baserer ikke min viden om kirken på indlæg fra medierne, men bruger det som afsæt til at stille nye spørgsmål - jeg vil gerne høre jeres holdninger. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til dette tema i et senere indlæg også.
- Hvordan tænker I kvinder jeres rolle i kirken, og hvordan ser I på den i forhold til mændende?
- Hvordan ser I som mænd i kirken på kvindernes rolle?
- Eksisterer der et momonsk-feministisk projekt i Danmark?
Filmmager og mormon Stephen Frandsen har sammen med ikke-mormon Hadleigh Arnst og tidligere mormon Laura Naylor lavet en dokumentar om unge mormoner som i "Memorial Day - ferien" tager til Duck Beach for at feste med ligesindede og finde en partner for evigheden. Det er en "ren" fest uden alkohol, stoffer og sex, men med en vis "desperat" atmosfære for de unge som endnu er single og leder efter en livsledsager. Det er en slags "Jersey Shore" for mormoner. For dem som ikke kender "Jersey Shore" er det en reality serie som følger en gruppe unge mennesker en sommer ved den strand, her er der ingen mormoner men til gengæld masser af sex, alkohol og intriger. Den danske Kanal5 forsøgte at kopiere konceptet med deres bud "Kongerne af Marielyst".
Midt i feltarbejdet kan antropologen ofte glemme at stille de allermest basale spørgsmål, enten fordi de virker så basale at man på forhånd tror man kender svaret eller fordi man er bange for at virke dum. For at undgå at falde i det hul, har jeg spurgt nogle af mine studiekammerater, om hvilke spørgsmål de ville stille til mormoner, hvis de havde chancen. Jeg vil tage dem lidt hen ad vejen, under titlen "Spørg en mormon". Håber at I er friske på nogen lidt "lette" spørgsmål :-) Her kommer et til at starte med:
- Hvordan ser du din religion i forhold til andre religioner, både kristne og ikke-kristne?
Jeg havde allerede startet på at skrive dette indlæg da jeg læse denne kommentar af Mikkel, på indlægget om kirkens ensartethed over hele verden. Det bekræftede mig i min tro om det. Indlægget her skulle netop handle om hvordan denne enshed kunne lade sig gøre. Når jeg har kaldt denne post for "Topstyring" håber jeg ikke at jeg fornærmer nogen. Men som Mikkel skriver, og jeg også har læst mig til :-) er kirken meget hierarkisk, velorganiseret og - ja topstyret. Uden denne form ville det være helt umuligt at have de samme aktiviteter og synge de samme salmer rundt omkring i hele verden.
Denne topstyring er selvfølgelig centreret omkring profeten. Jeg finder det dybt fascinerende at mormonerne har en levende profet, i dag Thomas S. Monson, som leder kirken. At der er apostle og et veldefineret system af rådgivere og uddeligerede i hele verden. Med en profet er kirken potentielt i konstant udvikling, samtidig med at den ser ud som den gjorde på Joseph Smiths tid, dog betydeligt større. Profeten kan, vha. Gud selvfølgelig, ændre på en hel del afgørende ting i teologien, som det fx skete da sorte også kunne blive holdere af præstedømmet. Præstedømmet tror jeg jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg, ligesom profeten nok også fortjener mere end blot at blive nævnt i denne "organisatioriske" forbindelse.
Kirkens "form" gør også at jeg må trække lidt af de jeg skrev i sidste indlæg tilbage - for kirken er vel i høj grad præget af sted og kultur, den må vel være præget af den amerikanske kultur hvorfra den styret? Mikkel skriver også at missionærerne præger deres missionssteder meget, og mange af missionærerne kommer jo også fra USA. Jeg har lagt mærke til at flere af de unge rejser til USA for at tage en uddannelse, og jeg har også set at flere af de voksne i kirken har været i USA tidligere. Jeg er med på at der er en teologisk tilknytning til det amerikanske kontinent, men hvad med USA som land? Hvordan har den amerikanske kultur påvirket kirken?
Lige et lille tillæg til emnet:
Historikeren D. Michael Quinn, som blev ekskommunikeret af kirken i 1993, men stadig anser sig selv for mormon, har skrevet bogen The Mormon Hierarchy. Jeg har endnu ikke selv læst bogen. Er der nogen af jer som har?
- Hvordan forholder du dig til historiske bøger om mormoner, som ikke er godkendt af kirken? - Og hvordan forholder du dig generelt til "uautoriseret viden" om kirken?
Det behøver ikke være store tunge spørgsmål det hele. Jeg har virkelig nydt at komme i kirken og oplever mormoner som mennesker med fantastisk humor og stor evne til indimellem at grine af det hele. Derfor syntes jeg også at det er helt passende med en række "lettere indlæg", som jeg også håber at I vil deltage I, ligesom i svare på de store spørgsmål. I må endelig også sende mig indslag I syntes kunne være sjove at dele her.
Når jeg leder efter artikler og litteratur om mormoner støder jeg ofte på artikler, som fortæller at det er blevet "smart at være mormon". Det er hipt at være mindre udfordrende klædt og cool at undlade at drikke alkohol. Der bliver trukket kendte mormoner frem, som fx Brandon Flowers fra bandet The Killers (som en missionær også gjorde mig opmærksom på), og senest har også reality programmet "The Bachelorrette" udklækket en ny mormon kendis, idet "the bachelorrette" valgte Jef Holm til at være hendes udkårne. Jef er dog ikke aktiv i kirken, og taler på intet tidspunkt om hans religion i programmet, i hvert fald ikke direkte, hvilket produktionsselskabet efter sigende skulle have sørget for.
Et af de mest trendsættende steder er netop her - internettet - og blogs leverer indholdet til skærmene hos både husmødre og teenagere. Blogs af mormoner er blevet en hel trend i sig selv, og mange joker med at den hurtigste måde at få mange følgere på er at blive mormon. Jeg har selv fulgt blogs af kvinder som er medlemmer af LDS, ikke på grund af deres religion, men fordi de skriver fremragende blogs og har smukke billeder. Men der eksisterer en dyb fascination af disse, ofte hjemmegående kvinder, og Emily Matcher stiller også spørgsmålet; "Why can't I stop reading mormon housewife blogs?". Her er religion heller ikke stærkt fremtrædende, men indimellem linkes der til fx lds.org.
Det er klart at republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney hjælper til med at lede opmærksomheden hen på mormonerne, men der må være noget mere som gør at folk pludselig er nysgerrige.
- Kender du flere eksempler på "kendte mormoner" eller steder hvor mormoner får opmærksomhed?
- Hvad tror du der gør at mormoner får ekstra opmærksomhed?
Noget af det jeg syntes der er mest interessant ved LDS, er den ensartethed der tilsyneladende præger den. Som jeg har forstået det er der uanset om det er Uganda, Toga, Danmark eller USA samme måde der holdes nadvermøder på, døbes, de samme tekster der læses og stort set de salmer der synges. Er det rigtigt forstået?
Fra et antropologisk synspunkt er det meget spændende at kirkens praksis ikke virker til at være påvirket af de kulturer der omgiver den. Men hvad med medlemmerne? Der er selvfølgelig forskel på skolesystemer, politiske systemer og klimaer, og mennesker rundes jo ikke af religion alene. Men her kommer vi ind i et spørgsmål om identitet. Min vejleder under min forberedelse til feltarbejdet bad mig om at tænke over hvordan den religiøse identitet stillede sig i forhold til andre identiteter, som fx den nationale identitet, som er den man har i kraft af opvækst, bosættelse og tilknytningsforhold.
- Føler du et særligt fællesskab med mormoner rundt omkring i verden? Kan du beskrive hvordan? - Har du oplevet kirken i andre dele af verden? Hvordan oplevede du forskelle/ligheder?
Akademikere har en trang til at putte ting i kasser og forsøge at definere de ting de ser på. Antropologer gør også dette, men søger i høj grad at lade feltet definere det meste selv først. Når man taler om religionsdefinitioner er noget af det, der ofte bliver nævnt; "tro på noget transcendent" og "en kommunikation til dette transcendente og hellige". Det her skal ikke blive en alt for akademisk blog, og for at alle lige er med taler vi her bl.a. om ritualer og bøn, hvor mennesker forsøger at få fx Gud, Helligånden eller noget tredje i tale.
Jeg har selvfølgelig oplevet bøn i kirken og også ved missionærenes besøg hjemme hos mig. En af de største udfordringer ved at undersøge en religion, og forsøge at forstå dens tilhængere, er at der altid vil være en vis barriere, når man ikke selv tror det samme som dem. Jeg har ikke noget vidnesbyrdom kirken, og selvom jeg undersøger den med åbent sind, har jeg en akademisk afstand. Men som de gamle antropologer der tog ud i junglen med tropehjelm og malariamedicin må jeg forsøge at "go native" som det kaldes. Missionærene har selvfølgelig opfordret mig til at bede, og bede med spørgsmål om hvorvidt kirken er sand. Jeg kender "fadervor" fra Folkekirken, men er ikke meget vant til at bede ud over det, men jeg forsøger, både når jeg er i kirken og hjemme, det er en del af min opgave.
- Hvordan beder du, kan du fortælle om hvordan du lærte det, eller er det noget du altid har gjort?
- Føler du at du får svar? Hvem svarer dig og hvordan?
- Hvornår beder du?
- Kan du fortælle om en specifik oplevelse med bøn?
Et af de ord jeg har hørt mest i kirken er "vidnesbyrd". Det er jo min opgave som antropolog at forstå de ord jeg hører, sådan rigtigt forstå. Jeg er priviligeret idet jeg jo taler dansk, og som sådan ikke har noget problem med at forstå ordene. Men antropologisk forståelse er mere end det, uanset hvad ordborgen siger er det de mennesker jeg undersøgers forståelse og brug af ordet , som jeg vil finde frem til.
Jeg har lyttet til medlemmer ,når de bliver bedt om at "bære deres vidnesbyrd". Jeg har også hørt mange tale om hvorvidt de havde et "stærkt vidnesbyrd", og om børn som langsomt "opbyggede deres vidnesbyrd". Men jeg har langt fra forstået helt hvad det drejer sig om. Det virker til at et vidnesbyrd er noget man har, det kan have forskellige grader af styrke og det er nødvendigt at have et vidnesbyrd for at være i kirken. Det kan lyde lidt som en pakke man får, eller arbejder sig til, og derefter kan fortælle om/dele med andre. Men jeg har også hørt nogen tale om vidnesbyrd, der kun drejede sig om én enkelt sag, og altså ikke var deres "Vidnesbyrd" som en overordnet ting.
- Hvad kan man have vidnesbyrd om?
- Er der et overordnet vidnesbyrd som man har - og hvad drejer det sig om?
- Hvad hvis man ikke har et vidnesbyrd? (dette spørgsmål er nok sværest for mig at forstå fordi jeg endnu ikke forstår selve "vidnesbyrd begrebet", så jeg må hellere tage det lidt langsommere for min egen skyld.)
Jeg håber at I vil fortælle lidt om vidnesbyrd generelt og jeres eget i kommentarerne nedenunder. Senere kan jeg sammenfatte dem til et nyt indlæg og fortælle hvad jeg tror jeg har lært. Og forresten - vær sød at rette mig, hvis der er noget jeg har misforstået, jeg er her for at lære, tak :-)
Denne video, hvor Ældste Ballard opfordrer mormoner til at gøre brug af internettet og sociale medier er jo meget relevant i forhold til denne blog. Jeg har også lagt en række links op i sidebaren til højre, med populære blogs skrevet af mormoner. Selvom de ikke er direkte formidlere af noget teologisk budskab, kan man via bloggen læse om deres dagligdag. Måske I kender flere blogs? Følger I selv blogs?